Råd ved graviditet
Husk at bestille tid til 1. Graviditetsundersøgelse og blodprøvetagning, når du er i uge 8-9. Du kan se, hvornår det er ved at lave en terminsberegning.
Metode til terminsberegning:
Graviditetsuge 0 – Patienthåndbogen på sundhed.dk
Ved tidsbestilling bedes du gøre sekretæren opmærksom på, at det drejer sig om 1. Graviditetsundersøgelse, da der skal afsættes tid hos både sygeplejerske og læge.
Nogle vitaminer og mineraler skal du have flere af under graviditeten.
Hvis du er gravid, bør du tage tilskud af:
- folsyre
- d-vitamin
- jern
- kalk, gennem maden eller som kalktilskud, hvis du ikke spiser mælkeprodukter.
Gravide tilrådes at spise en almindelig sund kost ved at følge de 8 kostråd (se under patientvejledninger – de 8 kostråd).
Folsyre
Folsyre er et B-vitamin, som forebygger misdannelser af barnets hjerne og rygmarv. Folsyre spiller en vigtig rolle, når barnets centralnervesystem bliver udviklet.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at du tager 400 mikrogram (µg) folsyre hver dag i form af en folsyretablet eller en multivitamintablet, fra du tænker på at blive gravid og 12 uger ind i graviditeten.
Folsyre kan købes i håndkøb på apoteket.
D-vitamin
10 μg eller 400 IU dagligt gennem hele graviditeten. Under graviditeten og i ammeperioden sker der store ændringer i kalciumstofskiftet. D-vitamin fremmer calciumoptagelsen i tarmen. Den vigtigste kilde til D-vitamin er sollys. I Danmark er det gennemsnitlige indtag af D-vitamin i kosten kun ca. 2-3 μg. Der er ingen publicerede undersøgelser af D-vitaminstatus blandt gravide og ammende i Danmark, men en ikke ubetydelig andel af yngre voksne bloddonorer har lav D-vitaminstatus i vinter- og forårsmånederne.
Svær D-vitaminmangel er meget udbredt blandt kvinder med mørk hud og kvinder, som også i sommermånederne bærer en tildækkende påklædning (lange ærmer og lange bukser/kjoler). I disse tilfælde er et tilskud på 10 μg D-vitamin dagligt ikke tilstrækkeligt. Det anbefales derfor, at D-vitaminstatus undersøges ved måling af serum 25-hydroxy-vitamin Dhos disse kvinder og hos kvinder med symptomer på D-vitaminmangel, og at der gives behandling efter vanlig praksis. Den gravide kan vælge at tage folsyre og D-vitamin som separate tilskud, eller hun kan vælge en multivitamin-mineralpille til gravide. Disse piller indeholder − udover de anbefalede mængder af folsyre og D-vitamin − også mindre A-vitamin. Jern bør tages som et separat tilskud mellem måltiderne.
Jern
40-50 mg jern dagligt fra graviditetsuge 10 og resten af graviditeten. Såfremt den gravide lider meget af kvalme, kan man evt. vente med at starte jerntilskuddet til senest graviditetsuge 18. Jerntilskuddet optages bedst, hvis det indtages mellem måltiderne sammen med frugt- eller grønsagsjuice eller en citrusfrugt, idet C-vitamin fremmer jernabsorptionen.
Kalk
Kalk er vigtigt for den gravides og det ufødte barns knogler. Kalk fås nemmest gennem mælk og mælkeprodukter. Det anbefales, at du enten:
- drikker eller spiser ½ liter mælkeprodukt om dagen
- eller tager et dagligt tilskud kalk på 500 mg gennem hele graviditeten + ammeperioden.
Det er vigtigt, at gravide ikke tager større doser af vitamin- og mineraltilskud end anbefalet.
Læs mere om sunde vaner under graviditeten hos Sundhedsstyrelsen